Fra www.b.dk
Prisen for at inkludere autister i folkeskolen betales af et stigende antal børn, som ikke klarer mødet med virkeligheden, advarer autistforening. Tiårige Cecilie forstår ikke de andre elevers sociale spil, regler og signaler. For hende er skolestart ensbetydende med angst. Selv om sommerferien har været ét langt paradis af sodavandsis og syvsoverdage, glæder de fleste børn sig til at komme tilbage til skole for at møde vennerne. Men sådan har det ikke været for tiårige Cecilie fra Viby Sjælland. For Cecilie er skole nemlig ensbetydende med uforståelige regler, drillerier og konflikter. »Du har jo ingen venner, vel Cecilie?« spørger mor. Retorisk, for Belinda Kolind kender det smertelige svar lige så godt, som datteren gør. Cecilie går i byens lokale folkeskole. Går og går er måske så meget sagt, for hun er ofte kun i skole enkelte dage om ugen. Cecilie har fundet ud af, at hun ikke er som de andre. At der er noget, der gør, at hun som regel er ked af det i skolen og trækker hættetrøjen op over hovedet i angst. Under hætten gemmer sig en mindre håndfuld diagnoser. Det begyndte allerede inden første skoledag i børnehaveklassen. Cecilie fik diagnosen ADHD, kort før hun startede i skole. Så fik hun tics, siden angst, og for et par måneder siden ... »infantil autisme«, forklarer Cecilie. »Spørg min mor, hvad det er.« Trods de mange diagnoser skal Cecilie fortsat gå i folkeskolen. Det er inklusion. Børn som Cecilie skal i dag rummes i folkeskolen. De skal inkluderes, fordi Danmark i adskillige år har sendt alt for mange børn uden for folkeskolens fællesskab på dyre specialskoler. Knap 10.000 børn skal på fem år frem mod 2015 være inkluderet i folkeskolen i stedet for at gå i specielle skoletilbud. Inklusion er en smuk tanke. En skolepolitisk målsætning for stort set alle OECD-lande. Men er skolen klar? Synes de inkluderede børn også, at inklusion er smukt? Rundt omkring i rækkehuset på Midtsjælland hænger farvestrålende tegninger, som Cecilie beredvilligt har beriget hjemmet med. Men tegningerne er ikke den eneste vægudsmykning. Cecilies dage skal helst være præget af fast struktur, så på skabslågen i køkkenet hænger morgenens opgaver med letaflæselige piktogrammer for WC, tandbørste, tøj o.s.v. På køleskabsdøren hænger Cecilies skoleskema. Hele ferien har det været vendt om, så man kun kunne se den blanke bagside. Sådan ville Cecilie have det, for i den ubekymrede ferietid mindede skemaet alt for meget om, at skolen – og alle problemerne – en dag ville vende tilbage. Dagen før skolestart blev skemaet vendt om.Cecilies møde med den nye inkluderende folkeskole er ikke blevet helt så smuk som den inklusion, vi hører om i politiske skåltaler. »Hun har udviklet angst. Jeg har længe undret mig over hendes måde at være på. Hun krøller sig nærmest sammen i angst. Hun bliver bange, hvis vi går en anden vej, end vi plejer. Bange for, hvad der skal ske i dag, i morgen og i overmorgen. Rigtig mange dage bliver hun herhjemme, fordi jeg ikke kan få hende i skole. Hun klamrer sig til dynen og sengen,« fortæller Belinda Kolind. Angstlidelsen er kommet med alderen, efterhånden som Cecilie har oplevet store problemer i samværet med andre. »Henne i skolen får Cecilie hele tiden problemer med de andre børn. Hun har svært ved at tyde stop-signaler, når andre børn ikke vil være med længere og siger; vi gider dig ikke, Cecilie. Hun respekterer ikke det sociale spil og de andre børns signaler, for hun forstår dem ikke,« fortæller Belinda Kolind. Kort før sommerferien fik Cecilie sin autismediagnose. Børnepsykiaterne er bekymrede for, om Cecilie vil mistrives i en normal klasse, selv om man på skolen prøver at tage hensyn til hendes problemer. De vurderer Cecilies behov for undervisning til en specialopgave med konstant, individuel støtte. Frikvarter på biblioteketMen kommunen vil beholde hende i folkeskolen, og skolen har lagt en plan for Cecilie. Hun har blandt andet fået sit eget bord inde i klassen med afskærmning rundt om. Der er en lærer, der holder øje med hende i spisefrikvarteret, fordi hun alt for ofte oplever konflikter med de øvrige børn. I 10-frikvarteret sidder hun inde på biblioteket. Om morgenen, når hun afleveres i skole, skal hun sidde på en stol inde på kontoret, indtil hendes lærer kommer og følger hende ned i klassen. For familien løser det imidlertid ikke Cecilies problemer, at hun – som de opfatter det – skal »skærmes«. »Sådan bliver hendes dage. Hun vil blive holdt øje med. Jeg synes, de fremmedgør hende og gør hende endnu mere speciel, end hun er i forvejen,« siger Belinda Kolind. Men skoleåret er startet igen, og den barske sandhed gik op for Cecilie, da skemaet på køleskabet blev vendt rundt. »Da jeg sagde til hende, at hun skulle hen i skolen igen, svarede hun: Det kan du godt glemme, mor. Jeg vil ikke leve mere.« Kommunen: Det handler om menneskerHverken Roskilde Kommune eller Peder Syv Skolen i Viby vil kommentere Cecilies situation. Men chefpsykolog Søren Larsen fra PPR i Roskilde Kommune siger, at kommunen i ti år har arbejdet med inklusion. Roskilde Kommune inkluderer flere børn end de fleste andre kommuner. I øjeblikket er 3,7 procent af børnene i specielle skoletilbud, hvilket er en del under landsgennemsnittet på 5,4 procent. »Vi arbejder på at få procenten ned omkring tre procent. Ethvert menneske skal som voksen fungere i vores samfund, og det lærer man bedst ved at være sammen. Det gælder ikke kun dem med særlige behov, men også alle de andre børn. Vi skal ikke gemme det særlige langt væk. Men det handler om mennesker og ikke om tal og procenter. Der vil altid være nogle børn med særlige behov, der ikke kan inkluderes,« siger Søren Larsen, der understreger, at det gælder om at sikre skolerne og lærerne kompetencer til at klare inklusionsopgaven med bl.a. kurser i klasseledelse, autisme og ADHD. »Autister har deres særlige vanskeligheder, fordi de har et socialt handikap. Men også autister er meget forskellige,« siger han. Kommentar, skrevet af Mette Kafton Inklusion kan være fin på mange måder, men KUN hvis der tages udgangspunkt i det enkelte barns situation og udvikling, her skriger det efter min mening om et barn der ikke trives og hvor inklusionen har slået fejl. Når man snakker om inklusion så skal man hele tiden tage pulsen på situationen og hvis den forværres og barnet ikke trives som der stå beskrevet her, så må der findes en alternativ løsning. At Cecilie skal sidde på en stol eller holde frikvarter på biblioteket, er ikke inklusion, det er eksklusion, og hvordan hjælper det Cecilie på nogen måde. Man vil gerne have procenterne ned, hovedsageligt for og spare penge men jeg mener også at det for nogen børn under de rette omstændigheder gavner og være blandt andre børn, så de kan lære de sociale færdigheder men ikke på denne her måde. Så har man ikke forstået principperne omkring børns trivsel, udvikling og inklusion. Hvis man vil inkludere så skal pengene og ressourcerne også følge med.
0 Kommentarer
Din kommentar vil blive offentliggjort, når den er godkendt.
Efterlad et svar. |
Søg i arkivetArkiv
September 2014
Kategorier
Alle
|
OversigtFølg os på FacebookForeningsinfo:
Foreningen Familierum
Granskoven 37 2600 Glostrup T: 2298 9683 CVR: BANK: Danske Bank 9570 11858694 |
|