Er du en god mor?

Fra: Autismetanken - Nyhedsbrev.

Inden jeg blev mor til Alfred, havde jeg nogle forestillinger om, hvordan jeg skulle være en god mor. Mange af dem var baseret på, hvordan min egen mor havde været - både i forhold til hvad jeg ville gøre lige som hende, og hvad jeg ville gøre anderledes. I det store hele havde jeg forestillet mig, at jeg skulle gøre det ret meget som min mor. Hun har nemlig ofte fat i den lange ende. Heldigt, tænkte jeg - sådan at have en slags familiær facitliste at sammenligne med og spørge til råds.

Men - skæbnen ville det anderledes, for jeg er jo ikke blevet mor til en mig-klon, men i første omgang til Alfred (hjælp, en dreng!) og siden til August (endnu en dreng!). Selvom de selvfølgelig ligner mig, så er det bare grundlæggende anderledes at være mor til et autistisk barn. Kærligheden er ikke anderledes - eller er den? For på mange måder er det ikke så lige til med Alfred. Han er udfordrende. Han gør ikke bare lige, som jeg gerne vil have. (Det gør August nu heller ikke, men det er en anden historie.) Alfreds kærlighed er også anderledes end Augusts. Den er på samme tid umiddelbar og fuld af betingelser. Jeg føler mig ofte som den mest ustabile aktie i verden. Jeg svinger fra "den mest fantastiske mor i hele universet" til den han hader aller mest overhovedet nogensinde. Helt ærligt - ville du investere i mig?

Det er dog netop det umiddelbare, jeg holder så meget af - for Alfred lader ikke som om. Han er ikke falsk. Han er bare. Og så er det min vigtigste opgave at komme ham i møde. Det er mit ansvar at komme over til ham, træde ind i hans verden, når jeg er så heldig at få adgang. Og belønningen - hans søde, dejlige, kærlige væsen - er større end jeg havde forestillet mig, da jeg gik og tænkte over, hvordan det ville være at blive nogens mor.

Og hvad vil jeg så med alt det her? Jeg vil sige, at hvis du er mor til et autistisk barn, kan det være en hjælp at smide den almindelige målestok langt væk. Stoppe alle sammenligninger - i forhold til dig selv, i forhold til dit barn, i forhold til din hverdag sådan kort fortalt. For lige som man siger -  har du mødt et menneske med autisme, så har du mødt ét menneske med autisme - så gælder det også, at din hverdag, din familie og din rolle som mor ikke rigtigt kan sammenlignes med nogen andres. Så stop med at sammenligne dig - lige nu! Du skal heller ikke sammenligne dig med mig - det giver lige så lidt mening, også selvom vi begge har autistiske børn.

Jeg ser det som en stor frihed (når den værste angst har lagt sig) ikke at skulle sammenligne. Du ved selv, hvad der er stort i jeres liv. Måske er det, at dit barn spiser mere end to slags mad? Måske er det at han siger mor. Måske er det, at han tåler at få et knus - måske noget helt tredje, det ved kun du. Hvad er stort hos jer?

Det er med andre ord ikke den almindelige målestok, men din egen som du skal bruge. Fordelen er, at de helt små ting, bliver enorme. Oplevelser, som du ellers ville have taget for givet, bliver betydningsbærende - noget du gemmer i hjertet. For mig er det kæmpe stort, når Alfred og August leger sammen. At se dem finde på lege sammen - være venner... Det er noget, der i den grad får mit hjerte til at smelte - for balancen er så skrøbelig.

Selvom jeg ikke kan lave en ren opdragelses-genbrugs-ordning i forhold til min egen barndom, så er der noget, som jeg heldigvis kan bruge min mor til. Vi deler nemlig glæden - glæden ved Alfreds særlige væsen. Glæden ved hans udvikling, hans finurlige vaner, hans kærlighed.

Jeg ved, at rigtig mange af jer har læst Historien om en mor. Hvis du ikke har læst den, så finder du den lige her. Den er skrevet til alle jer seje mødre derude.

Og selvom jeg har sorte dage, hvor intet lykkes - så ved jeg, at jeg er en god mor for Alfred. Det siger min målestok nemlig.