Fra: Connie Nissen Børneergoterapeut - Opslag på facebook.com
For nogle børn er der stor forskel på, hvad der er baggrundsstøj, og hvad der er forgrundsstøj? Hvornår er musik, maskiner, latter og mennesker, som taler sammen, hunde, som gøer og børns leg mon dejlige baggrundslyde, og hvornår er det forgrundsstøj, altså irriterende og forstyrrende? Det er svært at definere og meget svært at blive enige om, da det er meget individuelt! Derfor kan nøjagtig de samme lyde opleves som hyggelige, dejlige, ja ligefrem skønne af nogle og som irriterende og ubehagelige af andre. Vores hjerner opfatter og tolererer simpelthen de samme sanseindtryk forskelligt. Og det rammer nogle børn hårdt. Jeg møder børn, som opfatter nogle lyde ikke bare som ubehagelige, men som gør dem skrækslagne. Det er ofte de uventede lyde, som skaber problemerne. Det kan være støvsugeren, køkkenmaskinen, toiletudtræk og håndtørreren på offentlige toiletter, hurraråb, døre som smækker og uventet musik. Børn, der oplever lyde som overvældende og let bliver bange for nye lyde, kan være svære at forstå. Og når man ikke forstår børns reaktioner, er det svært at være forstående og anerkendende. Det kan nemlig se ud som om, at børnene vil bestemme over andre, fordi de måske holder sig for ørerne eller råber: ”Hold op med det der...” Men min holdning er, at vi andre sagtens kan råbe: ”Hurra” højt, når nogle har fødselsdag – der er bare nogle børn, som gerne vil holde sig for ørerne imens – eller gerne vil stå lidt længere væk. Vi kan sagtens støvsuge eller bruge køkkenmaskinen, vi skal bare huske at sige til det lydfølsomme barn, at nu kommer der en høj lyd. For at imødekomme alle børns følsomhed overfor lyde, er det altid godt at forberede dem på, hvornår lyden kommer. Der er mange lyde i det daglige, som kan genere lydfølsomme børn. Det gør en god forskel, når man forer bunden af legetøjskasserne med fx en stump gulvtæppe, så dubloklodserne lander på det bløde underlag. Bløde filtstykker under stolebenene har også god effekt, og det er helt ok at tilbyde barnet høreværn og ørepropper. Når vi så også husker at lukke dørene for lyde fra spil, musik og leg, så lydene ikke forstyrrer andre, gør det en god forskel. Larmer havet, er emhættens lyd forstyrrende, og er den dryppende vandhane beroligende? Ingen har det rigtige svar – vore hjerner er så fantastisk forskellige. Hurra for det og velkommen til alle de små hensyn, der er nødvendige for, at vi alle føler os forstået. Også børn med lave tærskler overfor lyde.
0 Kommentarer
|
Søg i arkivetArkiv
September 2014
Kategorier
Alle
|
OversigtFølg os på FacebookForeningsinfo:
Foreningen Familierum
Granskoven 37 2600 Glostrup T: 2298 9683 CVR: BANK: Danske Bank 9570 11858694 |
|