Fra: Inklusion Online - Nyhedsbrevhttp://www.inklusiononline.dk


Sanseapperatet hos et barn med autisme er anderledes end hos et normalt barn.

Barnet bliver let overvældet af indtryk og kan have svært ved at sortere det væsentlige fra det uvæsentlige.

Det voldsomme bombardement gør det vanskeligt for barnet at finde ro og fokus – og det kan medføre tilsvarende voldsomme reaktioner fra barnet.

Det kan være en stor udfordring for et barn med autisme at finde ro i et klasseværelse.

De mange indtryk forstyrrer og stresser. 
 

Case:  Det gør ligefrem ondt
Julie er 10 år. Hun bliver let overvældet, når der er mange i klassen, der taler på én gang.

Så lyder det som om de taler kinesisk, forklarer hun. Når det sker, har hun mest lyst til at løbe ud af klassen.

Gemme sig langt væk.

Det samme sker, hvis de andre børn står for tæt på hende.

Deres ansigtsudtryk smelter sammen til en grød.

Hun bliver forvirret og svimmel, når det sker.

Så er det svært at høre efter og det gør nærmest ondt i hele kroppen.

Tip!

Der er mange muligheder for at skabe oaser for barnet for på den måde at skærme mod forstyrrende indtryk. 

Du kan med relativt få midler (og en god portion forståelse) skabe et godt miljø for barnet.

• Lav faste pladser og giv gerne eleven med autisme har måske endda sin egen plads afskærmet fra de andre. Ikke som straf eller isolation, men for at give plads og ro.
• Hold orden i lokalet så ting har faste pladser. Kasser med materialer og legetøj er f.eks. markeret med ord eller billeder.
• Hæng skemaet tydeligt, så alle kan se det.
• Giv barnet med autisme mulighed for at bruge ting at 'dimse' med.

Tirsdag den 27.8 kl 19.00 afholder Foreningen Familierum stiftende General forsamling.

Kom og høre mere om vores nye forening og hvad vi kan gøre for dig og hvad du kan gøre for os.

Alle er velkomne, vi glæder os til og se dig!

Kh Mette & Sophie

Fra www.b.dk

Prisen for at inkludere autister i folkeskolen betales af et stigende antal børn, som ikke klarer mødet med virkeligheden, advarer autistforening. Tiårige Cecilie forstår ikke de andre elevers sociale spil, regler og signaler. For hende er skolestart ensbetydende med angst.

Selv om sommerferien har været ét langt paradis af sodavandsis og syvsoverdage, glæder de fleste børn sig til at komme tilbage til skole for at møde vennerne. Men sådan har det ikke været for tiårige Cecilie fra Viby Sjælland. For Cecilie er skole nemlig ensbetydende med uforståelige regler, drillerier og konflikter.

»Du har jo ingen venner, vel Cecilie?« spørger mor.

Retorisk, for Belinda Kolind kender det smertelige svar lige så godt, som datteren gør.

Cecilie går i byens lokale folkeskole. Går og går er måske så meget sagt, for hun er ofte kun i skole enkelte dage om ugen. Cecilie har fundet ud af, at hun ikke er som de andre. At der er noget, der gør, at hun som regel er ked af det i skolen og trækker hættetrøjen op over hovedet i angst. Under hætten gemmer sig en mindre håndfuld diagnoser.

Det begyndte allerede inden første skoledag i børnehaveklassen. Cecilie fik diagnosen ADHD, kort før hun startede i skole. Så fik hun tics, siden angst, og for et par måneder siden ... »infantil autisme«, forklarer Cecilie. »Spørg min mor, hvad det er.«

Trods de mange diagnoser skal Cecilie fortsat gå i folkeskolen. Det er inklusion.

Børn som Cecilie skal i dag rummes i folkeskolen. De skal inkluderes, fordi Danmark i adskillige år har sendt alt for mange børn uden for folkeskolens fællesskab på dyre specialskoler. Knap 10.000 børn skal på fem år frem mod 2015 være inkluderet i folkeskolen i stedet for at gå i specielle skoletilbud.­

Inklusion er en smuk tanke. En skole­politisk målsætning for stort set alle OECD-lande. Men er skolen klar? Synes de inkluderede børn også, at inklusion er smukt?

Rundt omkring i rækkehuset på Midtsjælland hænger farvestrålende tegninger, som Cecilie beredvilligt har beriget hjemmet med. Men tegningerne er ikke den eneste vægudsmykning. Cecilies dage skal helst være præget af fast struktur, så på skabslågen i køkkenet hænger morgenens opgaver med letaflæselige piktogrammer for WC, tandbørste, tøj o.s.v.

På køleskabsdøren hænger Cecilies skoleskema. Hele ferien har det været vendt om, så man kun kunne se den blanke bagside. Sådan ville Cecilie have det, for i den ubekymrede ferietid mindede skemaet alt for meget om, at skolen – og alle problemerne – en dag ville vende tilbage. Dagen før skolestart blev skemaet vendt om.Cecilies møde med den nye inkluderende folkeskole er ikke blevet helt så smuk som den inklusion, vi hører om i politiske skåltaler.

»Hun har udviklet angst. Jeg har længe undret mig over hendes måde at være på. Hun krøller sig nærmest sammen i angst. Hun bliver bange, hvis vi går en anden vej, end vi plejer. Bange for, hvad der skal ske i dag, i morgen og i overmorgen. Rigtig mange dage bliver hun herhjemme, fordi jeg ikke kan få hende i skole. Hun klamrer sig til dynen og sengen,« fortæller Belinda Kolind.

Angstlidelsen er kommet med alderen, efterhånden som Cecilie har oplevet store problemer i samværet med andre.

»Henne i skolen får Cecilie hele tiden problemer med de andre børn. Hun har svært ved at tyde stop-signaler, når andre børn ikke vil være med længere og siger; vi gider dig ikke, Cecilie. Hun respekterer ikke det sociale spil og de andre børns signaler, for hun forstår dem ikke,« fortæller Belinda Kolind.

Kort før sommerferien fik Cecilie sin autismediagnose. Børnepsykiaterne er bekymrede for, om Cecilie vil mistrives i en normal klasse, selv om man på skolen prøver at tage hensyn til hendes problemer. De vurderer Cecilies behov for undervisning til en specialopgave med konstant, individuel støtte.

Frikvarter på biblioteketMen kommunen vil beholde hende i folkeskolen, og skolen har lagt en plan for Cecilie. Hun har blandt andet fået sit eget bord inde i klassen med afskærmning rundt om. Der er en lærer, der holder øje med hende i spisefrikvarteret, fordi hun alt for ofte oplever konflikter med de øvrige børn. I 10-frikvarteret sidder hun inde på biblioteket. Om morgenen, når hun afleveres i skole, skal hun sidde på en stol inde på kontoret, indtil hendes lærer kommer og følger hende ned i klassen.

For familien løser det imidlertid ikke Cecilies problemer, at hun – som de opfatter det – skal »skærmes«.

»Sådan bliver hendes dage. Hun vil blive holdt øje med. Jeg synes, de fremmedgør hende og gør hende endnu mere speciel, end hun er i forvejen,« siger Belinda Kolind.

Men skoleåret er startet igen, og den barske sandhed gik op for Cecilie, da skemaet på køleskabet blev vendt rundt.

»Da jeg sagde til hende, at hun skulle hen i skolen igen, svarede hun: Det kan du godt glemme, mor. Jeg vil ikke leve mere.«

Kommunen: Det handler om menneskerHverken Roskilde Kommune eller Peder Syv Skolen i Viby vil kommentere Cecilies situation. Men chefpsykolog Søren Larsen fra PPR i Roskilde Kommune siger, at kommunen i ti år har arbejdet med inklusion. Roskilde Kommune inkluderer flere børn end de fleste andre kommuner. I øjeblikket er 3,7 procent af børnene i specielle skoletilbud, hvilket er en del under landsgennemsnittet på 5,4 procent.

»Vi arbejder på at få procenten ned omkring tre procent. Ethvert menneske skal som voksen fungere i vores samfund, og det lærer man bedst ved at være sammen. Det gælder ikke kun dem med særlige behov, men også alle de andre børn. Vi skal ikke gemme det særlige langt væk. Men det handler om mennesker og ikke om tal og procenter. Der vil altid være nogle børn med særlige behov, der ikke kan inkluderes,« siger Søren Larsen, der understreger, at det gælder om at sikre skolerne og lærerne kompetencer til at klare inklusionsopgaven med bl.a. kurser i klasseledelse, autisme og ADHD.

»Autister har deres særlige vanskeligheder, fordi de har et socialt handikap. Men også autister er meget forskellige,« siger han.

Kommentar, skrevet af Mette Kafton
Inklusion kan være fin på mange måder, men KUN hvis der tages udgangspunkt i det enkelte barns situation og udvikling, her skriger det efter min mening om et barn der ikke trives og hvor inklusionen har slået fejl.

Når man snakker om inklusion så skal man hele tiden tage pulsen på situationen og hvis den forværres og barnet ikke trives som der stå beskrevet her, så må der findes en alternativ løsning.

At Cecilie skal sidde på en stol eller holde frikvarter på biblioteket, er ikke inklusion, det er eksklusion, og hvordan hjælper det Cecilie på nogen måde. Man vil gerne have procenterne ned, hovedsageligt for og spare penge men jeg mener også at det for nogen børn under de rette omstændigheder gavner og være blandt andre børn, så de kan lære de sociale færdigheder men ikke på denne her måde. Så har man ikke forstået principperne omkring børns trivsel, udvikling og inklusion. Hvis man vil inkludere så skal pengene og ressourcerne også følge med.

Fra: Autismetanken - Nyhedsbrev.

Inden jeg blev mor til Alfred, havde jeg nogle forestillinger om, hvordan jeg skulle være en god mor. Mange af dem var baseret på, hvordan min egen mor havde været - både i forhold til hvad jeg ville gøre lige som hende, og hvad jeg ville gøre anderledes. I det store hele havde jeg forestillet mig, at jeg skulle gøre det ret meget som min mor. Hun har nemlig ofte fat i den lange ende. Heldigt, tænkte jeg - sådan at have en slags familiær facitliste at sammenligne med og spørge til råds.

Men - skæbnen ville det anderledes, for jeg er jo ikke blevet mor til en mig-klon, men i første omgang til Alfred (hjælp, en dreng!) og siden til August (endnu en dreng!). Selvom de selvfølgelig ligner mig, så er det bare grundlæggende anderledes at være mor til et autistisk barn. Kærligheden er ikke anderledes - eller er den? For på mange måder er det ikke så lige til med Alfred. Han er udfordrende. Han gør ikke bare lige, som jeg gerne vil have. (Det gør August nu heller ikke, men det er en anden historie.) Alfreds kærlighed er også anderledes end Augusts. Den er på samme tid umiddelbar og fuld af betingelser. Jeg føler mig ofte som den mest ustabile aktie i verden. Jeg svinger fra "den mest fantastiske mor i hele universet" til den han hader aller mest overhovedet nogensinde. Helt ærligt - ville du investere i mig?

Det er dog netop det umiddelbare, jeg holder så meget af - for Alfred lader ikke som om. Han er ikke falsk. Han er bare. Og så er det min vigtigste opgave at komme ham i møde. Det er mit ansvar at komme over til ham, træde ind i hans verden, når jeg er så heldig at få adgang. Og belønningen - hans søde, dejlige, kærlige væsen - er større end jeg havde forestillet mig, da jeg gik og tænkte over, hvordan det ville være at blive nogens mor.

Og hvad vil jeg så med alt det her? Jeg vil sige, at hvis du er mor til et autistisk barn, kan det være en hjælp at smide den almindelige målestok langt væk. Stoppe alle sammenligninger - i forhold til dig selv, i forhold til dit barn, i forhold til din hverdag sådan kort fortalt. For lige som man siger -  har du mødt et menneske med autisme, så har du mødt ét menneske med autisme - så gælder det også, at din hverdag, din familie og din rolle som mor ikke rigtigt kan sammenlignes med nogen andres. Så stop med at sammenligne dig - lige nu! Du skal heller ikke sammenligne dig med mig - det giver lige så lidt mening, også selvom vi begge har autistiske børn.

Jeg ser det som en stor frihed (når den værste angst har lagt sig) ikke at skulle sammenligne. Du ved selv, hvad der er stort i jeres liv. Måske er det, at dit barn spiser mere end to slags mad? Måske er det at han siger mor. Måske er det, at han tåler at få et knus - måske noget helt tredje, det ved kun du. Hvad er stort hos jer?

Det er med andre ord ikke den almindelige målestok, men din egen som du skal bruge. Fordelen er, at de helt små ting, bliver enorme. Oplevelser, som du ellers ville have taget for givet, bliver betydningsbærende - noget du gemmer i hjertet. For mig er det kæmpe stort, når Alfred og August leger sammen. At se dem finde på lege sammen - være venner... Det er noget, der i den grad får mit hjerte til at smelte - for balancen er så skrøbelig.

Selvom jeg ikke kan lave en ren opdragelses-genbrugs-ordning i forhold til min egen barndom, så er der noget, som jeg heldigvis kan bruge min mor til. Vi deler nemlig glæden - glæden ved Alfreds særlige væsen. Glæden ved hans udvikling, hans finurlige vaner, hans kærlighed.

Jeg ved, at rigtig mange af jer har læst Historien om en mor. Hvis du ikke har læst den, så finder du den lige her. Den er skrevet til alle jer seje mødre derude.

Og selvom jeg har sorte dage, hvor intet lykkes - så ved jeg, at jeg er en god mor for Alfred. Det siger min målestok nemlig.